mandag den 9. december 2013

Slægtsforskning er ikke altid lige sjovt

Endelig fik jeg adgang til nogle af de arkivalier, som jeg fik afvist sidst jeg var i Odense. Jeg måtte ansøge om indsigt, men det gik rimelig nemt. Jeg fandt formularen på nettet, den blev udfyldt og sendt af sted. Jeg blev ringet op af fra Odense og måtte sende ekstra oplysninger om tilknytning og person-id m.m. Efter et par uger fik jeg svar. De sendte simpelthen kopier af de sider, der omhandlede mine forfædre, så det var jo meget fint.
Problemet var, at jeg fik nogle oplysninger, som jeg ikke havde regnet med, og som berørte mig dybt. Det kom bag på mig.

I min slægtsforskning er jeg naturligvis ofte stødt på stor fattigdom, sygdom og mange uægte børn, og udlagte barnefædre. Undervejs får man, en mere og mere nuanceret opfattelse af, at livet for bare 100 år siden, var fuldstændig anderledes, end det liv vi lever i dag. Jeg begynder, at forstå en lille flig af, hvordan de livsvilkår har påvirket mine bedsteforældre, og det liv de fik.

Jeg har besluttet, at koncentrere min forskning om mine børns tiptip-oldeforældre, dvs. både min mands og mine tipoldeforældre og alle deres efterkommere, specielt naturligvis dem vi er blodsbeslægtede med i lige linie, og i de seneste 6 måneder har jeg især koncentreret mig om et par af mine egne oldeforældre. De er selvom jeg aldrig har kendt dem, de døde over 30 år før jeg blev født, ret tæt på i tid og på en eller anden måde meget nærværende.

Jeg har fundet soldaterpapirer, domsudskrifter, faderskabssager, vidensbyrd om sygdomme som plagede fattige mennesker, lang tids sygdom og invaliditet, men også medfødt sygdom, børnehjem, plejefamilier og forældreløse børn og unge.

Når man finder ubehagelige ting, og her mener jeg ikke ugifte unge piger, der er kommet i uføre, men virkelig nød og elendighed, sygdom og fattighjælp, børn der tidligt står alene uden forældre, så kan slægts-forskningen til tider blive smertelig. Så er det, man skal huske, ikke at vurdere alting med nutidsbriller på, udfra nutidens moral og det frie valgs mulighed. Den luksus havde de ikke altid.

To besvarede spørgsmål giver altid mindst 5 nye spørgsmål, man bliver aldrig færdig. Jeg håber i min videre søgen, også at finde dejlige positive oplysninger, som kan rette lidt op på alle de sørgelige fund.
Det er under alle omstændigheder et spændende puslespil at samle, og stærkt opløftende når detektivarbejdet bærer frugt, og den eftersøgte person, pludselig står lige der foran mig i en meget gammel bog.
Jeg er en nørd, indrømmet!