tirsdag den 27. maj 2014

Genealogisk Forum i Kolding til Træf 2014.

Årets træf i Genealogisk Forum foregik i Kolding. Vi skulle besøge både Koldinghus og Kolding Fjord Hotel. Selvom jeg har besøgt begge steder flere gange, lærte jeg meget nyt om de to bygningers historie. Det var yderst interessant.
Vi var 100 medlemmer af Genealogisk Forum, som er et forum for slægtsforskere på Facebook, der havde tilmeldt sig træffet. Birthe og Peter Kroman, stod som arrangører af et rigtig flot arrangement, og de fik hjælp af en flok medlemmer til det praktiske omkring afviklingen på selve dagen.

Jeg, som ikke er venstremand, må nødtvunget sige at Koldings borgmester Jørgen Petersen, som indledte træffet med et oplæg på 20 minutter, gjorde det ualmindeligt godt og grundigt. Han var både meget vidende og velforberedt.
Hanne-Mette Pedersen, arkitekt og guide på Koldinghus holdt et interessant oplæg om slottet og historien om de fire slotte, som vi stadig den dag i dag kan se spor af i murværket. Desuden fortalte hun om restaureringen af ruinen og tankerne bag den måde, man har valgt at gøre det på. Ret enestående i verden.  Derefter var der tid til at gå rundt og selv se sig omkring og evt. besøge Museumsbutikken. Vi skulle jo helt op i tårnet og ned i fangekælderen og det var utrolig mange trapper.
Oplæggene, frokost og eftermiddagskaffen foregik i riddersalen, som ligger i trediesals højde, så benene var godt ømme dagen efter.
Om eftermiddagen var der oplæg af John Simonsen om "Uniformen og farfar", med udgangspunkt i et billede af hans farfar. Desuden berettede han om et kommende landsdækkende radioprogram for slægtsforskere.

Kl. halv fire var vi færdige på Koldinghus, vi ryddede op efter os selv, og tog afsted til Kolding Fjord Hotel. Her fik vi en rundvisning og fortælling om bygningerne samt hvad de er brugt til gennem tiderne af Adm. direktør Peder J. Madsen. Dagen sluttede i baren på Kolding Fjord, hvor vi fik lidt at drikke inden vi gik hver til sit.

Det var en hyggelig dag og vi havde dejligt vejr. Tak for denne gang, måske ses vi igen til Træf 2015 (hvis det ikke er for langt væk).

Kolding Fjord i 1910













Hvis du er slægtsforsker og ikke kender Genealogisk Forum på Facebook kan jeg kun anbefale det. Der hjælper alle hinanden, og der er nogle meget dygtige mennesker i det forum, man kan altid får hjælp til stort og småt. Gruppen er oprettet og ledet af Birthe Mylius Grønvold Kroman og Peter Kroman, og de to arrangerede også Træk 2014 i Kolding.  Link: Genealogisk Forum på Facebook


Fotograf Eva Kristensen, Redigering Peter Kroman (begge fra Genealogisk Forum) 24. maj 2014.

2 kommentarer:

  1. Hej Vibeke

    God at se lidt nyt fra din hånd igen.
    Jeg var også i Kolding og synes også, at det var en fin dag.

    SvarSlet
  2. Tusinde tak Vibeke for en flot beskrivelse om en dejlig dag i Kolding for Genealogisk forum Træf2014 samt også om Genealogisk forum.

    Det var hyggeligt, interessant og rigtigt spændende den 24. maj 2014, og medlemmerne i Genealogisk forum er garanter for, at de sammenkomster, der bliver etableret, også bliver en succes. Alle kommer med godt humør og en positiv indstilling om, at dagen skal være god og begivenhedsrig. Alene den holdning betyder, at rigtigt meget altid glider på en fornuftig måde, og med smil og glæde.

    Vi er meget stolte af alle vore medlemmer. Alle er velkomne, alle er dybt respekterede, og alle har kompetencer på hver deres områder. Alle har taletid, når altså det gøres på en venlig og empatisk facon, for det er nemlig meget vigtigt i Genealogisk forum.

    De sociale aspekter er dermed en vigtig parameter, og den parameter, der netop giver muligheden for at eksponere viden om slægtsforskning. Altså - der inkluderes og tages udgangspunkt i spørgeren. Det giver til gengæld fine tilbagemeldinger, hvor den dygtige inputgiver også får sine roser og tak. Tak bruger vi meget i Genealogisk forum. Tak er god olie eller fuel til personen, der leder og arbejder hårdt for spørgeren.

    Nu har der været afholdt møde tre år i træk i Genealogisk forum. Vi har haft Træf2012 med 40 deltagere (Odense), Træf2013 med 70 deltagere (Dyrehavsbakken) og nu Træf2014 med 100 deltagere (Koldinghus/Koldingfjord). Hvert eneste år er der kommet deltagere fra hele Danmark inklusive Bornholm, de øvrige nordiske lande samt Tyskland og i år også helt fra Australien.

    Vi opfatter disse indenlandske og udenlandske deltagelser som en tilkendegivelse af, at TræfXXXX er der høj interesse om. Det er dejligt, og det er også dejligt at erfare, at selvom efterhånden en god del af deltagerne er gengangere, så lukkes alle andre deltagere også ind i små diskussionsgrupper og hyggemøder, når der holdes pause.

    Deltagerne i Genealogisk forum skaber altså personlige netværk både i gruppen til daglig, og mere personlige kontakter, når vi mødes. Læg mærke til, at de personlige kontakter hele tiden udvides, så "klikedannelsen" bliver altså blot større og ikke indelukket.

    Vibeke, det her var en superlang kommentar til dit fantastiske indlæg. Blev blot tændt, og da Genealogisk forum ligger så meget i vores daglige liv, ja så kom der lidt ud af pennen. :-)

    Genealogisk forum på Facebook findes via dette link:

    https://www.facebook.com/groups/genealogiskforum/

    Gode hilsner til alle læsere og god lørdag den 31. maj 2014

    Peter Kroman og Birthe Mylius Grønvold Kroman

    SvarSlet