onsdag den 16. oktober 2013

Tømrersvenden Harald fra Viborg (1886 - 1931)

Min oldefar Harald blev født i Viborg by  i 1886, han boede angiveligt en del af sin barndom på Idasminde ved Mathiasport, og han var ældste barn af snedker Niels Kristian V. M. Simonsen og hustru Anne Lovise Simonsen. De fik 5 sønner i årene 1886 - 1900.

Oldefar boede i Viborg indtil 1911, hvor han flyttede til Ålborg, men jeg ved at han på et tidspunkt i 1910 var i Århus, da han har en dom fra Århus Kjøbstads politiret. Hvor han fik 8 dage i fængsel på vand og brød for betleri. Samme dag og på samme tidpunkt blev en anden ung mand, taget for den samme forseelse, måske var de kammerater, det ved jeg ikke noget om. Den anden unge mand var fra Skive, så de har måske lært hinanden at kende i Århus.

Fra konfirmationen i 1900 til han flytter i 1911, ligger der en del papirer på arkiverne, fordi han af forskellige grunde har haft kontakt med politi og domstole.

1905 - Overtrædelse af politivedtægten i Viborg Kjøbstad, dømt for vold efter §203, har betalt 20 kr. i bøde til Statskassen.

1907 - Justitssag; dømt 5 dage på vand og brød for overtrædelse af straffelovens §210, for trusler om vold.

 1907- Paternitetssag; dømmes til at være barnefader til Vilma Harriet Berta født den 17. marts 1907, født af Margrethe Johanne Marie Christensen.

1908 - Aftjener sin værnepligt i 2. kystartilleribatallion, som var en del af Københavns søbefæstning.
           Han var indkaldt tre gange til militærtjeneste i følge indføringen i lægdsrullen (5-161 Litra B).
           21.april 1908 - 19.oktober 1908, 18. september 1910 - 9. oktober 1910 og 14. august 1914 - 11. januar 1915. Tilsyneladende er han indlagt på Garnisionssygehuset i København under sin værnepligt og i behandling for gonore.

1909 - Paternitetssag; han indrømmer samleje, men ikke efter indlæggelsen i København, og kan derfor ikke være fader til det ventede barn. Moderen er Margrethe Johanne, der også er mor til Vilma Harriet.

1910 - Betlerisag i Århus

1915- Udlagt barnefader til Kirsten Maries datter, min mormor Edna. Hun blev født i København, men familien flyttede til Ålborg, inden hun blev døbt.

Oldefar boede sammen med oldemor på Danmarksgade og Klokke-støberstræde, uden at de på noget tidspunkt blev gift. Han var en del af tiden arbejdsløs og hun var syg og kunne ikke arbejde. Deres datter Edna blev i 1918 døv efter at have været syg af Spansk syge (ikke verificeret), og gik i skole i Nyborg, hvorfor hun boede hos en plejemor.
I 1921 blev oldefar 'enkemand', da oldemor døde 41 år gammel.
Hvad han foretog sig og hvor han boede de næste 10 år, ved jeg intet om i øjeblikket, men han boede på Aron Jacobsensvej 52 i Ålborg, da han døde, og det var hans husholderske fru Anna Thomsen, der anmeldte dødsfaldet. Der var ingen arv efter ham, intet at skifte. Han blev begravet på Almen Kirkegården i Ålborg, og fattigvæsenet betalte begravelsen. Hans datter Edna stod forældreløs i en alder af 16 3/4 år.




5 kommentarer:

  1. Spændende indlæg om tømrersvenden fra Viborg. Jeg har selv søgt efter mine aner i Viborg og googlede Idasminde og fandt så din blog. Bed mærke i Harald's forældres navne, da jeg selv var stødt på disse navne i min søgen. Det viste sig så, at min oldefars far : Søren Hansen, var bror til Anne Lovise, så det vil sige at vores oldefædre var fætre.
    Min oldefar hed Hans Viggo Hansen og var født i Viborg i 1891. Han var søn af Søren Hansen og Kirsti Holm. De boede Lykkesholm/Idaminde, matr. nr. 457b.
    Snedker Simonsen og Anne Lovise var faddere til Hans Viggo og hans bror Valdemar Kristian. Og Søren Hansen og Kirsti Holm var faddere til alle Anne Lovises fem sønner.
    Lidt pussigt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Rikke,
      Hvor er det dejligt at høre fra dig. Det er altid spændende at få kontakt med slægtninge. Det er sjovt at de to familier har stået fadder til hinandens børn, det var jo nok den måde man ofte gjorde det på dengang. Jeg har et slægtstræ i MyHeritage, du kan se det på Vibeke Stendorf Web, hvis du er interesseret. Jeg har længe håbet på at finde nogen med match i den del af mit træ. Desuden bruger jeg ikke denne blog mere, men har lavet en ny på min egen hjemmeside der hedder vibekestendorf.dk. Jeg har flyttet alle indlæggene herfra til den nye side. Måske har vi begge informationer, som kan hjælpe hinanden med.

      Slet
    2. Jeg har skrevet de oplysninger du nu har givet mig ind i mit forskningsprojekt. Håber det er ok.
      Du har vel ikke fotografier af Snedker Simonsen, hans kone eller Søren Hansen?

      Slet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  3. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet